Menu

HVORDAN kan jeg give?

Der findes nemmere måder at returnere tiende end at skulle hæve pengene i banken, lægge dem i en tiendekuvert og aflevere den i kirken. Det kan faktisk gøres med et enkelt ”klik“. Akkurat som husleje, telefonregninger og andre fakturaer kan betales via Betalingsservice, kan din tiende og gaver også betales automatisk til Adventistkirken. Det betyder, at du bestemmer et fast beløb, som automatisk bliver trukket fra din konto hver måned. Denne ordning varer, indtil du selv sletter den på din netbank eller beder Adventistkirken om at ændre beløbet eller ophæve ordningen.

Ved at tilmelde dig Betalingsservice får du disse fordele:

  • Du betaler ikke gebyr for overførslerne
  • Du behøver ikke at huske at overføre et beløb hver måned fra din netbank
  • Du slipper for at hæve kontanter
  • Du kan hver måned se en specifikation af beløb og formål på oversigten fra Betalingsservice
  • Du kan altid bede Adventistkirken om at ændre beløbet eller ophæve ordningen

Vil du gerne, at din tiende overføres automatisk, kan du udfylde betalingsserviceblanketten i denne folder og sende den til Adventistkirken (Concordiavej 16, 2850 Nærum), senest d. 10. i måneden før første betaling. Det er hurtigt og nemt!

Hvis du skulle få brug for flere betalingsblanketter findes de her på siden - klik på dokumenter ude til venstre.

Skattefradrag
Vidste du at Adventistkirken er godkendt af SKAT til at modtage tiende og gaver? Det vil sige, at dine indbetalinger er fradragsberettigede. Hvis du allerede giver tiende, eller gerne vil gøre det, kan du få trukket din tiende fra din skattepligtige indkomst og derved spare penge i skat. Skatteværdien af fradragene er cirka 1/4 af det beløb du betaler i tiende. Det betyder, at hvis du indbetaler 100 kr. i tiende sparer du 25 kr. i skat. Du kan få skattefradrag af både tiende og gaver.

Der er to måder hvorpå du kan få fradrag. Den ene er ved en forpligtelseserklæring ved Ligningsloven § 12 og den anden er ved Ligningslovens § 8a.

Forpligtelseserklæringen, Ligningslovens §12
Forpligtelseserklæringen er en 10-årig skriftlig aftale. Du forpligter dig derved til at betale et beløb eller en procentdel af din indkomst hvert år i 10 år. Du kan lave aftale om fast beløb på op til 15.000 kr. årligt eller max 15% af din årlige indkomst. Denne ordning kan også gælde for selskaber. Du behøver ikke tænke på indberetning til SKAT. Det foregår automatisk efter din indbetaling til Adventistkirken.

Vi anbefaler kun denne løsning til personer med fast indkomst. Er du studerende på SU, er Ligningsloven § 8a måske den bedste løsning lige nu.

En forpligtelseserklæring kan fås ved henvendelse til Adventistkirken på eller ved at klikke og downloade dokumentet ude til venstre.

Ligningslovens § 8a
Vælger du at indbetale et fast beløb i tiende hver måned fx via betalingsservice, indberetter Adventistkirken til SKAT, hvad du har betalt. Din tiende bliver på denne måde automatisk registreret hos SKAT, akkurat som SU og løn. Det eneste, du skal gøre, er at oplyse dit cpr-nummer enten til menighedskasseren eller til Adventistkirken. I 2012 er det maksimale fradragsbeløb 14.500 kr.
Der er ingen binding ved denne ordning.

Du kan ikke få skattefradrag uden en forpligtelseserklæring, eller at du har opgivet dit cpr-nummer i forbindelse med andre indbetalinger (§ 8a). Tag kontakt til din menighedskasserer eller Adventistkirkens økonomiafdeling, hvis du gerne vil, at din tiende og dine gaver bliver fradragsberettigede, så vil de hjælpe dig med at finde den ordning, som passer bedst til dig.

Tak for din støtte til Guds sag!

”Kom til ham, den levende sten, som blev vraget af mennesker, men er udsøgt og kostbar for Gud, og lad jer selv som levende sten bygges op til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som takket være Jesus Kristus er kærkomne for Gud“ (1 Pet 2,4-6).